Råvareguiden

Hønsekødssuppe

Hønsekødssuppe
Sådan laver man hønsekødssuppe

Hønsekødssuppe er faktisk så let at lave, at du snyder dig selv ved at lade den komme fra en pose.

Retten der er uundværlig ved forkølelse, er også en dejlig og ikke mindst hamrende sund spise, når du er rask. Her kan du se, hvordan du gør, uanset om du ønsker den med eller uden kød og melboller.

Hønsekødssuppe – opskrift

En lækker hønsekødssuppe starter enten med suppehøne eller med en kylling. Det er smagssags, hvad du vælger, for hver har sine fordele.

Suppehønen er velegnet til at koge rigtig længe, og det er godt for næringsværdien i suppen, hvis knoglerne har kunnet slippe så meget næring som muligt.

Kyllingen er omvendt god, hvis du har travlt eller hvis du er villig til at fiske kødet op, når der er færdigt og lade skind, knogler og brusk koge med videre til det har givet alt, hvad det har i sig.

Det er lettest at lave en ordentlig portion, når nu du alligevel er i gang og at lave den i weekenden, da den jo tager et par timer, men til gengæld passer den for det meste sig selv, når den er sat over.

Det skal du bruge til hønsekødssuppe

Men hønen alene gør det ikke, og du har brug en del grøntsager også. Du kan ofte finde færdigpakkede friske økologiske grøntsager til at lave suppe, så du ikke behøver at købe alt individuelt, bortset fra kyllingen eller hønen.

Her er de ingredienser som du skal bruge til en god gammeldags hønsekødssuppe til fire personer. Regn med 3-4 timers kogetid, men jo længere jo bedre.

  • 1 suppehøne eller kylling – gerne økologisk for sundhedens skyld.
  • 3 porretoppe
  • 3 gulerødder
  • 1 persillerod
  • ¼ knoldselleri eller et par stængler løvstikke
  • 2 mindre løg eller 1 stort
  • 1 fed hvidløg
  • 2 laurbærblade
  • 3 l vand
  • Salt

Evt. fyld:

  • 1 persillerod
  • Resten af porrerne
  • 2 gulerødder

 

Sådan laver man hønsekødssuppe

  • Skyl hønen eller kyllingen i koldt vand læg den i en stor suppegryde.
  • Hæld vand på, så fuglen er helt dækket og gerne så meget der kan være, uden at du risikerer at gryden koger over konstant.
  • Bring det hele i kog og skum toppen, når det har kogt lidt.
  • Skær imens porretoppe, gulerødder, persillerod, selleri eller løvstikke, løg og hvidløg i grove tern eller skiver.
  • Tilsæt laurbærblade og grøntsagerne til den boblende gryde.
  • Kog suppen op og skru efterfølgende ned for varmen, så den kan simre færdig. Læg låg på og giv den halvanden time.
  • Klargør fyldet ved at skære grøntsagerne i små tern eller skiver.
  • Efter halvanden time tages kødet op til afkøling på et skærebræt. Lad resten af suppen koge videre i mens og hæld så meget ekstra vand på som muligt.
  • Pil kødet af knoglerne og læg skroget tilbage i gryden sammen med skindet, så det kan koge videre.
  • Skær kødet i mundrette tern og læg det til side, hvis du vil bruge det til selve suppen eller sæt det i køleskabet til brug i andre retter.
  • Når gryden har fået 1-2 timer ekstra, pilles skrog og de udkogte grøntsager op. Det gøres lettest ved at hælde suppen gennem en sigte og si den. Gem skroget, så du kan koge videre på det evt. med sammen en smule af suppen og lave en fantastisk bouillon.
  • Du kan nu tilsætte grøntsagsfyldet sammen med to tsk. salt og lade den koge 10 minutter. 
  • Smag Hønsekødssuppen med en smule mere salt tilsæt det kødfyld der evt. skal i.
  • Når kødfyldet er varmet godt igennem, er suppen klar til servering.

 

Servering

Der er mange måder at servere den færdige hønsekødssuppe på.

Du kan som sagt putte lidt af den friskkogte kylling i, men du kan også servere den med kød og melboller eller blot en af de to.

Begge dele kan købes færdige i både økologiske og ikke økologiske versioner, men du kan også vælge at lave dem selv, hvis du har lyst til at prøve kræfter med det.

Du kan også servere den sammen med friske asparges, som du enten damper ved siden af eller lægger i suppen lige inden servering, så de beholder deres sprødhed.

Eller du kan nøjes med at klippe lidt persille ud over den færdige suppe, når den er hældt i den dybe tallerken eller skål, som den skal serveres i.

Men du kan også vælge at servere den, som den er. Her er det dog en god idé at servere den med en smule lyst brød, så der er noget med lidt mere fyld i til at mætte.

Del artiklen: