Råvareguiden

Helleflynder

Kendetegn:

Helleflynder er den største fisk indenfor gruppen af fladfisk. Det er en højrevendt fladfisk, dvs. at venstre øje (og side) er rykket vandret til højre side. Sammenlignet med andre fladfisk er den en slank fisk. Den er gråbrun på overfladen og helt hvid på undersiden. Hos gamle fisk kan der forekomme mørke pletter på undersiden.
Som spisefisk er den blandt de bedste og derfor også en dyr fisk. Kødet er hvidt og fast og smager fantastisk.

Levested:

Helleflynderen lever i det Nordatlantiske Hav ved USA’s og Canadas østkyst og ved Europas vestkyst over til det vestlige Grønland, til Island over Norskehavet og langs kysten og helt op til Barentshavet. I de danske farvande findes den bla. i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
Helleflynderen foretager lange vandringer mellem de forskellige have. Den lever ned til 2000 meters dybde og i de varme sommermåneder søger den nærmere kysten og mod lavere vand.

Føde:

Helleflynderen er ikke en kræsen rovfisk. De yngre helleflyndere æder forskellige bunddyr og småfisk og de større fisk æder bla. torsk, blæksprutter, små hajer, rødfisk og krebsdyr.

Størrelse:

I Danmark er der ikke noget mindste fangstmål på helleflynderen. Den vokser langsomt, men den kan til gengæld blive meget stor. Den kan blive op til 50 år gammel, veje 300 kg og blive 3-4 meter lang. Det er dog sjældent at der bliver fanget helleflyndere på over 100 kg.
Verdensrekorden er fra 2010 og blev sat af en tysker på fisketur på Island. Han fangede en helleflynder på 2,5 meter og 220 kg.
Den danske rekord er lidt længere tid siden. Den er fra 1885 og helleflynderen vejede 107 kg.

Kønsmodning:

I perioden december til april gyder hunnen ca 3 millioner æg og helt ned til 1 km dybde. Hunnen bliver kønsmoden når den er ca 135 cm, og hannen når den er ca 110 cm.

Fiskeart: Fladfisk (fiskene tilpasser sig omgivelserne og ynglen begynder deres liv som pelagiske fisk, indtil det ene øje begynder at vandre til den anden side og fisken søger ned til bunden og fortsætter livet dér)

Ernæring: Halvfed fisk ( 2-8 g fedt pr. 100 g fisk)

Del artiklen: