Råvareguiden

Havørred

havørred
Kendetegn:

Havørred er en vandrefisk og minder om laksen, men den har en tykkere halerod og en mere kompakt krop. På kropssiden og under sidelinien har den afrundede pletter. Farven på kødet ligner til forveksling laksens, hvilket skyldes det røde farvestof fra de krebsdyr den æder.
Udover havørred findes fjeldørred, kildeørred, bækørred og søørred.

Levested:

Ørreden er naturligt udbredt i hele Europa fra det nordlige Afrika til Island og øst over til Uralbjergene og Det Kaspiske Hav. De gyder i mindre bække og vokser op her som bækørreder. Efter 2-5 år vandrer nogle af ørrederne mod havet. Disse ørreder kaldes i denne periode for smolt. Deres farve skifter fra spraglet til sølvskinnende og der sker en fysiologisk tilpasning til saltvand.

Føde:

Havørreden lever af småfisk såsom tobis, sild og brisling samt krebsdyr. I modsætning til laksen spiser ørreden i gydeperioden.

Størrelse:

Havørredens fangstmål er 40 cm. I ferskvand vokser fisken langsomt, men hurtigt i saltvand.

Kønsmodning:

Efter 1-5 år i saltvand bliver den kønsmoden. Den anlægger sig parringsdragt og i perioden juli-november vandrer den tilbage til den samme gydeplads, hvor den selv blev udklækket. Denne evne til at finde tilbage kaldes “homing”. I modsætning til laksen gyder ørreden flere gange.
Hunnen lægger ca 10.000 æg i en gydegrube, som hun har gravet ud med halen. Herefter befrugtes æggene af hannen og æggene begraves i småsten. Der ligger de til de udklækkes sidst på foråret, omkring april-maj måned afhængig af temperaturen.

Fiskeart: Vandrefisk (En fisk, der lever i saltvand, men gyder i ferskvand)

Ernæring: Halvfed fisk (2-8 g fedt pr. 100 g fisk)

Del artiklen: