Råvareguiden

Hornfisk

hornfisk
Kendetegn:

Hornfisk er let at genkende på den lange tynde krop, hvilket gør den til en fantastisk svømmer. De hornagtige kæber med de mange nåleformede tænder minder lidt om et næb.
Bugen er hvid, ryggen er mørkeblå og langs siderne har den en let grøn farve. Kødet er hvidt og fast og kan virke lidt tørt. Hornfiskens ben har en lysegrøn farve og det afskrækker nogle mennesker fra at spise fisken. Den grønne farve skyldes et uskadeligt farvestof, vivianit, inde i fiskebenene og når benene udsættes for lys skifter de fra hvid til grøn.

Levested:

Hornfisken er udbredt i det østlige Atlanterhav, lige fra Marokko til Nordnorge. Om foråret vandrer stammer fra de Britiske Øer til de danske farvande for at yngle og blive sommeren over. Dette sker på meget faste tidspunkter på året, og man kan derfor ofte se kyststrækninger tætte af lystfiskere, som fisker efter hornfisk.

Føde:

Hornfiskens føde består af bla. torskefisk, sild, blæksprutter og krebsdyr. Den jager om dagen, da den er afhængig af at kunne se sit bytte.

Størrelse:

Hornfisken bliver op til 70-90 cm lang og kan vejer 1-2 kg.

Kønsmodning:

Fisken er kønsmoden når den er 2 år. De trækker ind i vores farvande, Kattegat og Bæltehavet, for at gyde. De gyder om foråret, i april og maj, og lægger mellem 1000-45.000 æg afhængig af hunnens størrelse. De gyder i lavt vand, hvor de store æg klæber sig fast til sten og tang og de klækkes efter 3-5 uger. Hunnen æder meget lidt i yngleperioden, og efter gydningen bliver de i vores farvande sommeren over for at komme til hægterne.

Fiskeart: Pelagisk stimefisk (Fisken lever i åbent vand og ikke på bunden eller ved kysterne.)

Ernæring: Halvfed fisk (2-8 g fedt pr. 100 g fisk)

Del artiklen: