Råvareguiden

Krebs

krebs
Kendetegn:

Flodkrebsen har en mørk blålig eller brunlig farve med rødt eller blåt pigment. Den har 5 par ganglemmer, hvoraf det forreste par er klosaksene. Hannens klosakse er større end hunnens, og hunnens halevifte er bredere end hannens.
Hvis man skal fange krebs, er det vigtigt at kunne kende forskel på hanner og hunner, da hunnerne er fredet 10 måneder om året. En af de mest tydelige tegn på krebs er at hannerne på undersiden har to hvide fremadrettede parringsorganer.

Levested:

Flodkrebsen kan findes i det meste af Europa. Den lever i floder, vandhuller og åer. De graver dybe huller nær bredden og under trærødder og sten.
Krebs er lidt sart, hvad angår dens omgivelser. De optimale betingelser for krebsen er et rent og iltholdigt vandmiljø. Saltindholdet skal være lavt og kalkindholdet må gerne være højt. Under skalskiftefasen må vandet ikke have en pH under 6.
Derudover vil et område med mange ål også have en negativ effekt på krebsebestanden, da ålene er gode til at fange krebsene når de ikke har deres skal. Og tilstedeværelsen af den Nordamerikanske signalkrebs kan udrydde en hel bestand af den europæiske flodkrebs.

Føde:

Den er mest aktiv om natten og æder alt lige fra snegle, insekter, småfisk og fiskerogn og planter. Selv er krebs byttedyr for andre ferskvandsfisk, som aborre, gedde og ål.

Størrelse:

Mindstemål for krebsen er 9 cm. Dette måles fra pandetorn til haleviftens bagkant. I gode krebsesøer kan mindstemålet nåes på ca. 3 år.
Hunkrebsen kan blive ca 12 cm og veje ca 85 g. Hannen kan blive op til 16 cm og veje ca. 150 g. Krebsene kan blive op til 20 år gamle.
Som andre skaldyr smider krebsen skallen når den skal vokse. I det første år skifter den skal 7-8 gange og derefter skifter hunnerne skal 1 gang om året og hannerne 2 gange om året. Det tager ca. 8-10 dage for den nye skal at blive hård og i denne periode kaldes krebsen for “smørkrebs”.

Kønsmodning:

Krebsene bliver kønsmodne når de er ca 3 år. Parringen sker om efteråret. Hannen afsætter en slimkapsel med sæd nær æggelederens udmunding. Efter nogle uger kommer æggene ud. De opløser slimen omkring sæden og æggene bliver befrugtet. Der er ca 50-350 æg. Herefter bærer hunnen æggene under bagkroppen i et halvt år. Kun ca. 10 % af æggene overlever.

Fiskeart: Skaldyr, der lever i ferskvand.

Ernæring: Mager fisk ( 0-2 g fedt pr. 100 g fisk)

Del artiklen: