Sæsonguide
- sæson
Rabarber hører foråret til og det er nu den begynder at spire. Den gør det hvert år og efter et par måneder er de første rabarber klar til at blive trukket op af jorden og anvendt til en masse lækre sylte- og bageretter.
Hvis du ikke dyrker dine egne rabarber, kan du selvfølgelig købe dem i butikkerne. Mit råd…vent til du kan få de danske rabarber. Så støtter du de danske producenter, og så er de bare bedre. Udenlandske rabarber er oftest alt for grønne og for sure.
Rabarberen kan du bruge til bla. kompot, grød, saft og marmelade – eventuelt sammen med andet frugt. Rabarbertrifli er en god klassiker.
500 g rabarber
200-400 g rørsukker
1 vaniljestang
Rabarberen renses grundigt og toppen og det nederste af bunden fjernes. Skær den i skiver på 1 cm. Hæld dem i gryden og tilsæt halvdelen af sukkeret. Flæk vaniljestangen på langs og skrab marven ud og tilsæt stang og marv til rabarberen. Kog det hele op og skru ned for varmen. Smag den til. Tilsæt evt mere sukker.
Hvis du vil have en grov kompot, så stop kogningen mens rabarberstykkerne stadig er faste. Stil det på køl. Hvis du vil have en fin kompot, kan du røre lidt i kompotten med et piskeris, så du ødelægger stykkerne. Stop når den har den ønskede konsistens.
1 portion rabarberkompot
1/4 l piskefløde
1/2 l kagecreme
makroner
lidt sød dessertvin
Piskefløden piskes til en let flødeskum (når den begynder at trække streger). Makronerne knuses. Vend flødeskum og kagecreme sammen og put det i en sprøjtepose.
Find nogle smalle og lidt høje glas (ca 8-10 cm).
Læg lidt makroner i bunden og dryp med lidt dessertvin. Læg herefter et lag kompot og et lag creme. Gentag og lav en ekstra fin afslutning af creme.
Pynt med høvlet chokolade og citronmelisse.